Ny administrerende direktør for Guldager A/S er 47 årige Claus Torbøl, som er uddannet civilingeniør fra DTU i Lyngby & som desuden har udbygget sin uddannelse med et General Management Program fra INSEAD i Frankrig. Claus Torbøl kommer fra FLSmidth, hvor han senest har været ansvarlig for en global service virksomhed. Tidligere har han arbejdet med: salg, projektstyring, opbygning af landeorganisationer og produktion i Kina.
Claus Torbøl udtaler:
“Guldager er en ledende dansk virksomhed inden for vandbehandling, som gennem næsten 100 år har opbygget en europæisk organisation med dygtige og motiverede medarbejdere. Vandbehandlingsområdet er i rivende vækst, og Guldager har stærke kompetencer samt en god position på markedet i Danmark, Schweiz og Belgien. Målsætningen i de kommende år vil være at bruge den mangeårige erfaring hos medarbejderne i Guldager til at ekspandere virksomheden inden for vandbehandling gennem fortsat udvikling af virksomheden, tilkøb af virksomheder og teknologier. Jeg ser frem til at kunne bidrage med min erfaring fra en teknologivirksomhed til udvikling af medarbejderne og virksomheden i de kommende år. Det er en spændende rejse og jeg glæder mig til at samarbejde med mine nye kollegaer i Guldager fra 1. august.”